GÆSTEINDLÆG: Livet som enlig far med borderline.

Tag godt imod en super sej gæste blogger!

Livet som enlig far med Borderline

Blev spurgt om jeg ville skrive et indlæg omkring det at være enlig far med Borderline, og havde tænkt tanken inden jeg fik tilbuddet, men var tilbageholden og usikker, en typisk ting for mig, blev engang beskrevet som en latent alfa han, så det ligger dybt i mig at være tilbageholden.

Men om mig, jeg er en mand på 34, far til to børn, en datter på 9 og en søn på 12, vi bor sammen undtaget hver anden weekend hvor de får far fri og hygger hos deres mor, vi bor i Sønderjylland.

Historien:

jeg fik for halvandet år siden en diagnose som jeg ikke var enig i, denne diagnose faldt sammen med at mine børn flyttede hjem til mig, så alt blev vendt op og ned, jeg skulle finde mig selv, ungerne skulle finde dem selv i et nyt miljø, vi fik arbejdet på tingene og skabte sammen en god sund base.

Selve borderline Diagnosen fik jeg fornyligt, medio Juni, blev chokeret da jeg fik beskeden fra overlægen, “Borderline tænkte jeg – det er da kun noget der rammer kvinder”. fik sundet mig og læste op på emnet, brugte facebook i jagten på info og viden, desværre skete der det at min datter blev indlagt kort tid efter diagnosen, der mødte jeg væggen, der hvor du kan føle dig fremmedgjort og ekstra syg.
da min datter og jeg blev indlagt med en slem forstoppelse, var jeg åben, imødekommende og ærlig overfor pleje personalet, forklarede vi havde været igennem et forløb med symptomer op til indlæggelsen, fortalte dem så os i en alene stund om mig selv og min diagnose, alt for at gøre indlæggelsen og helbredelse for min datter lettere. denne ærlighed følte jeg lidt blev mødt med en skepsis, enlig far, borderliner, syg datter med mave problemer..  det kostede en underretning, hvilket for mig er et enormt nederlag, følte mig virkelig som en dårlig far i det øjeblik.

Den nat på hospitalet blev jeg ramt af søvnløshed, lå og havde tanker om netop det, er jeg en dårlig far? gør sygdommen mig til uegnet som far?

Konklusionen og reaktionen:

I efterveerne fra indlæggelsen trodsede jeg min tilbageholdenhed, tog tyrene ved hornene. tog en snak med mine børns mor om underretningen, min diagnose og mine bekymringer, hun gav mig tryghed ved at fortælle hun ikke tvivlede på mine evner som far.

Men man kan virkelig tænke tanker når man står det med alle sine talenter på en børneafdeling med plys bamse i hånden, jeg ved at det er sygdommen der taler når jeg tvivler, tvivler på mine evner som far når plejepersonalet mener at man skal lave underretning, for tvivler på at det rammer hr og fru danmark der kommer ind med deres barn der er forstoppet.
så jeg har fået forståelse for dem jeg har i mit netværk der har haft borderline “længere” end mig, man føler sig virkelig til tider som om man er helt alene imod alle andre, og ingen forstår de følelser kroppen er fyldt med.

Håber dette indlæg gav en smule mening, svært for mig at formulere mig på skrift..
Har så meget der vil ud, at det bliver kaos 😉

Men tak for at DU læste de få linjer og husk de her ord en jeg elsker højt lærte mig.  “jeg lever jeg lever” lever jeg og vend situationen

Venligst Lars Ham uden et smart blogger alias 🙂