Gæsteindlæg: I medgang og modgang.

Min søde mand sagde da jeg startede bloggen, at han gerne ville lave et gæste indlæg. Om hvordan det var for ham at leve med Ann og frk Diva.

Det kommer her!

Så tilspørger jeg dig

Vil du have Ann som hos dig står, til din ægtehustru?

Vil du elske og ære hende, og leve med hende både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru, indtil døden skiller jer ad?

Personen som skrev ægteskabsløfterne, har helt sikkert kendt nogen med en psykisk lidelse. Intet kan beskrive dagligdagen med en borderliner bedre end: ”Medgang og modgang”. Et liv i medgang er nemt, men hvem har dog også det? Vi oplever alle perioder i vores liv, hvor livet går os imod. Vær det et skattesmæk, dårligt vejr eller en sur ægtefælle. Livet, lige som alt andet, går op og ned. Dette er ikke anderledes for familier der har psykisk sygdom tæt inde på livet. Den største forskel på en ”normal” familie og en sygdoms ramt familie skal nok findes i forskellen på top og bund i med- og modgangskurven.

Livet med en borderliner er ikke kun dybe kløfter af psykiske problemer. Der er perioder, hvor vores lille familie er lykkelig. Hvor alt bare er godt. Men det er hårdt, og der skal arbejdes når man bor i Frøken Diva land. For i Diva land er modgangs kløfterne ikke bare dybere og stejlere, lykke bjergene er også højere. Og et så barskt landskab er hårdt for alle at bevæge sig igennem. Og lad mig bare sige det med det samme, Frøken Diva er en ubarmhjertig guide, som ikke altid følger den nemme sti. Men vi er hendes familie og vi vil følge hende gennem tykt og tyndt.

Det bedste er uden tvivl når der skal kravles op af lykke bjerget, for der skinner solen og de stejle klipper giver mig en god udsigt (Anns røv /rawr). Men lige så dejligt det er at gå op af bjergene, lige så hjerteskærende er det at stå på kanten af de dybe modgangskløfter og vide at jeg er nødt til at kravle ned og hjælpe hende op med 2 børn hængende på ryggen. Nogle gange mødes man af synet af en forslået pige, som slet ikke har lyst til at komme tilbage i lyset sammen med os, men bare vil være i fred i sin kløft. ”Gå videre uden mig”. Nogle gange har det medført at Frøken Diva skulle slæbes op, men hun er ikke blevet efterladt endnu.

Efter sådan metafor er det blevet tid til at snakke lidt mere konkret.

På vores gode dage er jeg slet ikke i tvivl om vores forhold minder om en hvilken som helst anden families forhold. Vi griner, kysser og krammer og leger med børnene. Vi har overskuddet til at tage i byen sammen med ungerne og vi er bare en stor lykkelig familie. Det er i disse perioder man lader op og gemmer de gode minder. De er en vigtig brik til de perioder, hvor vi lever i modgang.

Det er når faldet kommer at det bliver svært og min tålmodighed som ægtefælle bliver sat på prøve. Modgangen kan komme som lyn fra en klar himmel. Jeg kan ligge mig til at sove ved siden af Ann, og vågne op ved siden af Frøken Diva. Det er i disse perioder, hvor meget hænger på mig. Jeg kan være ”tvunget” til at aflevere eller hente børnene fordi Ann ikke kan komme uden for en dør fordi hun har det skidt. Der bliver ikke lavet så meget herhjemme, som der måske burde. Vi styrter direkte mod bunden. Ann ved det, og jeg ved det. Så selvfølgelig vil Ann føle den dårlige samvittighed, som hun så tit har beskrevet her på bloggen. Det er jo hendes skyld når det går skidt. Det er i disse perioder, hvor Ann siger til mig: ”Du kan tage børnene, og så flytter jeg i en lejlighed og kan se børnene når jeg har overskud til det. Det er det eneste rigtige inden jeg ødelægger dem”.

Det er kort og godt en rigtig lorte situation at stå i som ægtefælle. Du står i en bølgedal i jeres forhold, og din kone står og giver dig ”en vej ud” af det hele. Man ser det jo hele tiden. Folk der går fra hinanden fordi de lige er inde i en hård periode, og det vil sikkert for mange også bare være det ”nemmeste”. Det er ingen hemmelighed mellem Ann og jeg, at vi sikkert ikke ville være sammen i dag, hvis ikke det havde været fordi vi havde to børn sammen. Ikke fordi vi ikke elsker hinanden, men fordi antallet og bunden af vores modgangsperioder har været så hårde. I de situationer, hvor man lige kortvarigt har tænkt: ”Ja. Det ville sgu nok være det nemmeste.” Har det fælles ansvar vi har gjort at man lige kæmpede den ekstra omgang. Noget jeg på intet tidspunkt har fortrudt. Så længe jeg ikke er i tvivl om at vores børn trives og elsker deres mor, så har jeg absolut ingen intentioner om at sende Ann ud i skoven for at gro kartofler i skovbunden.

Så for at svare på de indledende spørgsmål.

JA SGU!

Jesper.

<3 <3 <3 <3

Kys fra Frøken Diva... <3