Mød Line, meget ny diagnosticeret med borderline, hudløs ærlig og en fantastisk quinde <3

Hej søde læsere!

Ann har givet mig lov til at skrive et gæsteindlæg til hendes blog, og det er hermed gjort. Jeg har min egen blog som du finder her, der lige for tiden er præget af alle de tanker jeg slås med, gode og knap så gode dage, og kampen for at få et liv til at køre efter en række tragiske hændelser.

Det er idag præcis en måned siden jeg officielt fik diagnosen emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, hvilken har været en kæmpe lettelse for at forstå, hvad det er der er galt med mig, både for mig selv og omgivelserne. Jeg har valgt at være meget åben omkring det, fordi jeg ved at jeg ikke kan undgå at folk snakker. Dog føler jeg allerede det har givet bagslag, da jeg føler min tidligere svigerfamilie bruger diagnosen som en undskyldning for at have behandlet mig knap så godt i de fem år jeg var i deres familie. Det kan du læse mere om nedenfor, rigtig god læsning!

Hvor går grænsen?

Jeg er lige kommet hjem fra min ekskæreste, anden gang idag, efter at have været ovre og se hans nye lejlighed for første gang. Vi gik fra hinanden for to måneder siden, og har siden da boet hver for sig; jeg hos en veninde og han skiftevis hos sine forældre. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg stadig nærer dyb kærlighed til ham. Den slags kærlighed som kun en borderliner kan føle, så dyb og intens at man vil gøre hvad som helst for at det skal lykkes. Alligevel var det sådan set mig der gjorde det forbi. Og selvom jeg savner ham hver evig eneste dag, så ville jeg ikke kunne være kærester med ham lige nu.

Jeg har fået lørdagen til at gå med at bage en stor portion cookies, hvor jeg havde besluttet mig for at gå over til min eks, bede ham komme ud, så jeg kunne give ham en pose af dem. Han var ved at flytte ind i sin nye lejlighed. Lige deroppe på første sal befandt hans mor sig med min lille datter på 11 måneder. Jeg har ikke set min datter siden fredag i sidste uge. Ikke fordi min eks ikke vil lade mig se hende, men fordi min tidligere svigerfamilie ikke vil se mig, og eftersom min eks har boet hos sin familie, har jeg ikke kunne se hende. Den sidste måned har jeg måske set min datter i fem timer sammenlagt. Fordi der er nogle mennesker, der ikke ønsker jeg skal se hende. Nogle af dem så allerhelst at jeg aldrig så hende mere.

Deres meget aggressive følelser kommer ikke ud af den blå luft. En måned inden mit forhold brast, prøvede jeg at tage mit eget liv. Jeg var så langt ude fordi jeg er syg med borderline, fordi jeg havde følelsen af at min kæreste valgte sine forældre over mig. Jeg er i bedring nu, jeg er begyndt at arbejde med min selv og mine tanker. Jeg smiler, tænker positivt, dyrker motion, ser det bedste i svære situationer. Alligevel fik jeg rigtig ondt i maven da min eks ringede for to timer siden, og spurgte om jeg ville over at se hans lejlighed nu, for nu var hans mor taget hjem – med vores datter. Jeg sagde ja og tog derover, men fik endnu mere ondt i maven da jeg så hans nye hjem, med alle de møbler vi før havde haft i vores fælles hjem, som nu stod i en lejlighed hvor jeg ikke skulle bo. Han fortalte at hans mor havde komplimenteret mine cookies. Jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde. Det er da dejligt at hun kan lide mine kager, og det er da dejligt at hun kan lide min datter. Men hun vil ikke se mig. For jeg, hende der Line, som jeg først er ved at finde ud af hvem i virkeligheden er, hun er ikke god nok. Når jeg ikke er min datters mor, når jeg ikke er min ekskærestes kæreste, når jeg bare er Line, bare er mig, er jeg så ikke god nok længere? Hvor meget skal jeg egentlig finde mig i fra deres side? Jeg har ikke set min datter i hvad der føles som tusind år, jeg har et kæmpe afsavn til hende, men det er ikke min eks’ skyld, det er hans forældres. Hvor meget skal han finde sig i, og hvornår lærer han at sige fra overfor sine forældres kontrollerende adfærd over hans liv? Jeg ved godt en stor del af det her er selvforskyldt fra min side, jeg har borderline, jeg overreagerer nemt, jeg er utålmodig, har temperament og så videre, men skal min diagnose altid være en undskyldning for at de ikke har behandlet mig ordentligt i de fem år vi har været kærester? Alt det der er sket de sidste par måneder har kostet mig forholdet til manden i mit liv, fordi han (i min verden) ikke kan sige fra. Nu har de fået deres lille søn tilbage i kravlegården, sammen med vores fælles barn, som jeg forhåbentlig kan komme til at se mere til nu hvor de endelig er flyttet for sig selv. Men de sidste par måneder har været et rent helvede. Min diagnose har været en undskyldning for at en hel familie har været på nakken af mig. Men er det min skyld det hele? Min eks har tilgivet mig mit selvmordsforsøg, han forstår godt hvor skidt jeg er, men han har endnu ikke lært at sige fra, på trods af det måske koster mig forholdet til min datter. Hvor går grænsen?

 

Line