En kamp for livet!

Det her bliver en kamp for livet, en kamp for at komme ud på den anden side, som et anderledes og helt menneske.

Det kræver fokus og commitment at blive rask, og jeg må indrømme at jeg nogle gange tvivler på om jeg kan! Men det er jo fordi jeg har så dårligt selvværd at jeg ikke mener at jeg kan kæmpe den her kamp. Jeg har før i tiden startet op på projekter, givet op på forhånd, overbevist mig selv om jeg ikke er noget værd, så hvorfor overhovedet forsøge. Men inderst inde er der et stort ønske om at blive rask, at kunne mærke følelser igen. Være noget for mine børn og mand på længere sigt. Ikke altid gå rundt med den her tankegang der ødelægger så meget for mig.

Der forgår rigtig meget i mit hoved for tiden, har gjort op med fortiden, og selvom jeg skal videre er det ikke noget der bare sker overnight.
Jeg har de sidste to dage formået at holde fokus, se på det positive og ikke lade mig falde ned i negativitetens sorte hul.

På trods af at jeg altså tror nogen har taget mine børn i børnehaven og vuggestuen og forbyttet dem med to små uhyre der overhovedet ikke hører efter, skriger, slås, svarer igen. Synes ikke der er sket noget der kunne trigge den adfærd hos dem, Malthe er meget voldsom i vuggestuen, og jeg bliver så ked af det, når jeg kommer ned og får at vide han har bidt, skubbet eller slået 🙁
Vi har ellers haft en rigtig god periode, PMTO virker, de er glade for aflastningen og vores par forhold er rigtig godt! Måske er det selvstændigheds alderen, men man kunne sgu godt lige få en advarsels sms 1-2 dage før! Biip biip Selvstændigheds alder sætter ind om to dage, forbered dig! Vær standhaftig, sæt grænser og gå omkuld kl 20 når begge unger nærmest har skreget sig i søvn skide sure over man ikke læste den rigtige bog, er tørstige, lige skal tisse og jeg kan blive ved i den dur!
Og alligevel sidder jeg her med et smil på læben over Mads-Emils seneste kunstværk fra børnehaven, eller at Malthe forsøgte at gemme sig i badekarret da han skulle op og i seng.

Jeg sidder her og tænker at dagen egentlig ikke har været så slem alligevel 😀
Og med det smil på læben synes et lille bitte håb at vise sig, ved jo godt jeg ikke er kureret nu, ved også godt jeg skal passe på mig selv, og jeg er meget klar over at læsset kan vælte, men jeg håber jeg kan trække vejret dybt og lige sunde hovedet inden jeg bliver til hende den onde mor der står og råber i opgangen, at nu skrider du op ad trappen, samtidig med at den lille råber op nuar op nuar. Kan ikke løfte de to unger mere, ihvertfald ikke op ad trapper og når den lille lort  🙂 har besluttet at jeg skal bære ham, magter jeg altså ikke konflikten i en opgang hvor alle kan hører en. Plus storebror står længere oppe og synger for fuld hals!
Så går min røde alarm knap igang, blodet bruser og jeg er ved at tilte! Og lige præcis der skal jeg trække vejret, rumme børnene og forsøge på meget pædagogisk vis at få dem op ad trappen, ellers må vi sidde der og vente til Jesper kommer hjem!
BUM!
Men denne gang skal det lykkedes! Det må tage den tid, det tager.
Rom blev ikke bygget på en dag!

Kys Frøken Diva.