GÆSTEINDLÆG: Mor sidder ikke i diagnosen!

Mød Sara-Louise! En meget modig ung kvinde, som har en helt speciel plads i mit hjerte <3

Miss Diva spurgte efter en gæsteblogger og jeg sagde straks ja.
Jeg vil lige lave kort præsentation af mig selv.
Mit navn er Sara-Louise, er 24 år gammel og en god veninde af Ann.
Udover det er jeg kommende mor, endda alenemor.
Jeg venter mig en lille arving til Oktober og så er jeg diagnosticeret
med Borderline af impulsiv type.
Det er måske egentlig det eneste i behøver at vide om mig, so far.

At blive mor for første gang og så endda med en diagnose er virkelig en skræmmende
oplevelse.
Man hører tit om folk der får tvangsfjernet deres børn fordi kommunen vurderer at
barnets udvikling og trivsel er i fare.
Fornylig var der en artikel om en 27-årig der slog sin datter ihjel.
Det viste sig at moderen havde en psykisk diagnose i form af en svær depression med en psykose-lignende tilstand og var forsøgt indlagt, men man vurderede at det ikke var nødvendigt.
Man føler hele tiden at man skal forsvare sig selv overfor folk når de finder ud af at man er gravid og har en masse røde bogstaver.
For mig er det ikke en hemmelighed. Hele Danmarks befolkning ved alligevel at jeg har borderline
og et eller andet sted så gider jeg ikke at gemme på det. For hvad hjælper det?
Mange har en eller anden forskruet tankegang på mødre, ja generelt forældre med en psykisk diagnose.
Men jeg bebrejder ikke folk, tværtimod. Jeg bebrejder medierne.
det er artikler som denne fra Tv2’s hjemmeside der får folks alarmklokker til at ringe når de hører at jeg er gravid. Jeg kunne jo ligeså godt være hende.

I flere hundrede af år er folk med psykiske diagnoser blevet trampet på og behandlet så skidt af
samfundet.
Jovist har vi det jo nærmest luksus i forhold til hvordan det HAR været.
Adolf Hitlers ihærdige jagt på den rene race inkluderede udover jøder, sorte mm. Heller ikke handicappede, psykisk syge herunder også homoseksuelle da det dengang blev betegnet som en psykisk lidelse.
De blev lovet sikkerhed og behandling på psykiatriske hospitaler rundt omkring.
Men i stedet blev de udsat for tortur, herunder kuldechok, elektrochok, smittede dem bevidst med sygdomme og gav for høje doser medicin, i stedet for forsøgsdyr.. ja for de skulle jo alligevel dø.
Hvis de altså ikke lige kom i gaskamre eller blev sendt i koncentrationslejre.
Hvis man kigger på Adolf Hitlers gerninger ville mange mene at han var direkte psykopat.
Eller hvis man skal være helt korrekt: havde en Dyssocial personlighedsforstyrrelse.
Men nej.. Hitler havde borderline.
Faktisk frem til 60’erne valgte man at sterilisere folk med psykiske handicap.
Nogle kan jeg godt forstå, herunder psykopater.
Peter Lundin:  dyssocial personlighedsforstyrrelse direkte nedarvet fra hans far.
Er det virkelig noget man  burde sende videre?
og er borderline arveligt?
Min mening? Nej, jeg tror ikke det er arveligt hvorpå jeg trygt mener at man kan  avle videre
På det.
Men det er forkert af andre mennesker at rede alle over éen kam.
Fordi man har borderline er det ikke ens betydning med at man er farlig for sin omgivelser
eller er en dårlig mor, overhovedet.
Det er at trampe på en der allerede ligger ned. Det hjælper ikke på tabuet at pege fingre og skal plukke ting ud for at sætte en anden person i en eller anden position som er svær at komme ud af.

fornylig blev jeg spurgt af flere mennesker om jeg skulle på mor-barn hjem.
GU FANDEN SKAL JEG EJ!
jeg er velfungerende, begavet og kan altså godt påtage mig ansvaret for mit barn.
og jeg er ikke et sekund i tvivl om at hele teamet fra sygehuset, kommunen, min bostøtte, mine forældre
og venner er enige.

Jeg er ikke psykopat, jeg er ikke farlig.
Jeg er ligeså normal som du er, men du ser det ikke fordi du har for travlt med at sætte mit liv
op mod dit så du kan få det bedre med dig selv.
Med borderline følger en masse følelser. Alt det du som et normalt menneske føler, det føler vi
x 1000. Det er faktisk en ret god egenskab at have.

Mit livs vigtigste opgave er at varetage mit kommende barn, som ingen andre.
Men når jeg til et punkt hvor mit liv falder sammen og jeg ikke længere er i stand til at fylde rollen ud som
mor, så vil jeg gøre alt hvad der står i min magt for alligevel at give mit barn den bedst mulige opvækst.
om det så er at sende barnet i plejefamilie, gør ikke at jeg har taget et dårligt valg.
Måske vil jeg føle det sådan.
Men at beholde et barn man ikke kan tage vare på, er en egoistisk beslutning og så er barnet bare
bedre tjent med noget andet end at være hjemme hos mor.
Og det gør mig stadig ikke til en dårlig mor, det gør mig til en rigtig god og ansvarlig mor, der kun vil det bedste for sit barn.

Det handler om at erkende at man har brug for hjælp, det handler om at række ud og sluge sin stolthed..
ikke kun for sig selv, men for sit barn.
Man er ikke en dårlig mor, bare fordi man har nogle bogstaver og beder kommunen om hjælp.
Du må aldrig tro andet eller lade andre mennesker bilde dig andet ind.
Folk laver ikke andet end at dømme fordi de selv har nogle issues de ikke gider at påtage sig.

Hvem ved, måske er mit liv med borderline bedre end dit after all..

Du er som menneske aldrig helt fejlfri og perfekt.
Tænk før du dømmer på din egen bekostning.
Har du lyst til at følge mig og min kommende søns liv fremadrettet?
Jeg har min egen blog. Den er pt under ombygning, men der vil helt sikkert
komme mere på!

underneath.bloggersdelight.dk

Tak fordi du læste med!