Hvornår er man en god mor?

Min drøm som mor er at være som alle de mødre vi ser/hører om. Alle dem der bare har styr på tingene, styr på aftaler, bager, leger i flere timer med deres børn. De mødre som fortæller de ikke kan undværer deres børn når de er i børnehave osv. Som bare lige tager dem med i legoland eller har picnic kurven klar til en hel dag på legepladsen.

Men ved i hvad! Medier er sindsyg gode til at forvirrer dig, give dig idealer som ingen kan leve op til. Ingen er så skide perfekte. Men det er så nemt kun at udstille de gode, fantastiske og vidunderlige ting på fb, instagram osv. Men jeg tror ikke på det!

Det er drømmen. Men virkeligheden er meget anderledes for mig.

At må erkende at jeg ikke magter mine børn andet end et par timer om ugen og en enkelt dag hver anden weekend. Det gør sindsygt ondt at erkende at jeg måske aldrig bliver som alle andre mødre. Jeg kunne være super egoistisk  og kræve at drengene boede hos mig, men det er ikke bedst for dem. Hellere en mor der er der for dem et par gode timer end mange dårlige dage hvor jeg er max presset i hovedet over støj, råb, slåskampe og forsøge at holde på mig selv konstant.

På gode dage (som jeg har mange af efterhånden) kan jeg godt se jeg er en god mor, at jeg sætter mine drenge før mig selv, at jeg erkender hvad  der bedst for dem. At jeg kæmper for dem. Plejer at sige at hvis jeg var ligeglad med dem ville jeg jo flytte tilbage til sjælland hvor hele min familie bor, men jeg har fået en lejlighed 1 km fra dem, jeg henter dem, jeg kysser og krammer, putter med dem, sørger for dem! Jeg har før været inde på at jeg ikke har de følelser som alle beskriver, de alt overskyggende vilde rosenrøde følelser der tonser rundt i kroppen, men jeg elsker dem som jeg nu formår, med min baggage.

På de dårlige dage føler jeg mig som en kæmpe fiasko som mor, at de måske er bedre tjent med at jeg ikke er i deres liv. at jeg fejler konstant, når jeg ikke kan rumme at de råber, leger højlydt eller konstant vil have min opmærksomhed. Det gør så skide ondt at føle at man er anderledes, når folk spørger hvorfor ens børn ikke bor hos mig, at skulle forklare at jeg er psykisk syg og ikke kan magte det. Hvilken mor kan ikke magte sine børn!!!  Det er tabu, for selvfølgelig bor børnene hos mor! selvfølgelig er man der for sine børn, osv osv.

Men jeg ved jeg ikke er alene! Ved der er andre mødre som har de samme udfordringer som mig. Men jeg føler mig meget alene. Specielt nu hvor jeg er alene, for hvem gider have en kæreste der har borderline og som ikke kan rumme sine børn.

Men jeg kæmper hver eneste fucking dag, rejser mig når jeg bare har lyst til at ligge i min sofa og have ondt af mig selv, jeg vil  være der for mine drenge, så jeg kæmper og kæmper. Men det er op ad bakke, og trangen til at give op er overvældende en gang imellem. Men jeg gør det ikke. For de har brug for deres mor!

Kys fra Frøken Diva... <3