Hvornår er det borderline og hvornår er det reelle følelser?

Hvornår er man bare vred? hvornår er ungerne bare umulige? Hvornår er det borderlinen der styrer?

Jeg synes det er skide svært at finde rundt i!

Når Mads-Emil skaber sig ved middagsbordet og jeg reagere, er det så min borderline der trigger, er jeg “almindeligt” vred eller er Mads-Emil bare en normal dreng der lige der er skide irreterende?

Når Jesper og jeg diskutere bliver jeg så borderline diva eller bliver jeg reelt bare rigtig vred?

Jeg har svært ved at skelne mellem alle de følelser der dukker op i konflikter og diskussioner. Tit får jeg af vide at nu kører jeg ud af borderline stien igen, men nogen gange er jeg uenig. Nogen gange kan jeg godt blive vred uden at der går borderline i den.

Hver gang jeg bliver vred bliver jeg forvirret.

Hver gang jeg bliver ked af det bliver jeg forvirret.

Når ungerne reagere og jeg så føler noget, bliver jeg forvirret.

Når man har så svært ved at finde ud af hvem selv er, hvad man står for, hvor ens grænse er, alle de svære ting. Så bliver det ekstra svært når man har en borderline oveni så bliver det hele bare rigtig svært.

Er jeg vred på grund af min borderline? Eller er det min borderline der gør mig vred? Jeg kan ikke finde rundt i det.

Hvad er mig og hvad er borderline? Det skal jeg finde ud af, for den her verden lige nu er møg forvirrende.

Når jeg reagere på uretfærdighed er det så Mig der reagere eller min borderline? Når jeg bliver så vred at jeg skriger, af Jesper er det så Mig der bare har temperament eller min borderline?

Hvem er jeg egentlig? Har jeg temperament? Er jeg underdanig? Er jeg tosset?

Det værste ved borderline er at man ikke ved hvem faen man selv er, for så mange ting er påvirket af borderlinen.

Familie konsulenten mener det ikke er hensigtsmæssigt at jeg er for meget alene med børnene grundet mine udbrud, utålmodighed  og vrede der nogen gange kommer op til overfladen, vi skal passe på børnene, vi skal passe på Jesper så han ikke går ned med stress, for så er vi endnu dårligere stillet som familie. Er det på grund af min borderline eller er det på grund af Ann? Hvem passer på mig? Jeg skal trække mig fra situationer med ungerne når det hele spidser til, jeg skal rumme det, jeg skal, jeg skal, Men er det alt sammen borderlinens skyld?

Kunne det være at mine unger nogen gange er skide irreterende, slås, råber og skaber sig og jeg som mor bare har fået nok af konflikter? Intet borderline, bare en mor der er træt?

Kunne det være at Jesper ikke altid er så sød, rummende, tålmodig, men at jeg faktisk synes han nogen gange er arrogant og en dum skiderik, Ligesom så mange andre koner kan synes deres mænd nogle gange er for meget, at de er trætte af dem.

Jeg ved jeg ikke er den eneste mor og kone der tænker sådan, mennesker uden en diagnose ville slet ikke spekulere over at de kan blive vrede på deres mænd, koner og børn. Det er naturligt!

Men når jeg bliver vred får jeg ofte at vide at Jesper ikke gider snakke med mig når Diva er på besøg. Men hvad nu hvis det bare er Ann der er vred?

Jeg er ikke den eneste mor der har råbt af sine børn, eller skilt dem ad, eller taget fat i sit barn når det sparker eller slår ud efter en.

Jeg er ikke den eneste kone der kan blive træt af min mand.

Det er bare så skide nemt at give borderlinen skylden når jeg reagere anderledes eller ikke lige passer ind i boksen.

Hvem er jeg egentlig??

Kys fra Frøken Diva... <3