Hvad gør man når det er svært at mærke kærligheden til sine børn?

Det her bliver et af de rigtig svære indlæg.

Jeg havde ingen diagnose da jeg fik børn, den kom først da Malthe var 10 måneder. Og jeg havde på ingen måde forstillet mig at det ville blive sådan her. Havde hørt om alle de nybagt mødre der nærmest kogte over af lykke følelser når barnet endelig kom til verdenen. Jeg var ikke depressiv da jeg født nogle af drengene, fik ikke en fødsels depression efterfølgende. Men jeg oplevede ikke alle de følelser, jeg følte mig forkert fra starten af, for hvorfor panikkede jeg ikke når drengene slog sig og græd, hvorfor svulmede mit hjerte ikke når de tog deres første skridt, eller sagde mor for første gang.

Elsker jeg mine børn tænker du så. Ja det gør jeg, men jeg har svært ved at mærke kærligheden, når de ikke er hjemme tænker jeg ikke særlig meget på dem. Jeg har svært ved at rumme deres umiddelbare kærlighed og kærtegn. Tager mig selv i gentagne gange at forsøge at skubbe dem væk, fordi jeg ikke kan rumme dem. Når jeg har det rigtig skidt overvejer jeg ofte at forlade min mand og børn, være mig selv, gøre som det passer mig, ingen krav, ingen ting jeg skal gøre fordi det gør man når man har børn. Jeg ved jo godt at jeg ikke bare kan smutte når tingene er svære og så komme igen og lege mor når der er gode perioder. Det er ikke fair over for hverken Jesper eller drengene.

Jeg kæmper en daglig kamp for at blive hos min familie, kæmper for at være en god mor, gøre ting med dem, nærer de sunde relationer, men det er rigtig svært når man selv har rod i hovedet. Havde jeg vidst at jeg led af borderline inden vi fik børn havde jeg nok ventet eller slet ikke fået børn.

Jeg fik konstateret en moderat depression i 08, det troede lægerne ihvertfald det var. Fik 4 tilbagefald inden min diagnose i 2014.Hvorfor fik vi så børn?? Fordi det gør man, fordi jeg aldrig mærkede efter helt inde om jeg virkelig ville have børn, jeg er en pleaser og folk forventede at man fik børn, ellers var man sgu nok lidt kuk kuk som kvinde, hvis man ikke ønskede børn. Har jeg fortrudt? Nej men jeg synes det er sindsygt hårdt, jeg synes det er hårdt at kæmpe hele tiden, hele tiden mærke efter indeni,  hele tiden stille det glade overskuds agtige ansigt på, når jeg indvendigt er ved at brænde af og bare tænker på at skride fra det hele.

Jeg elsker mine børn, jeg er stolt af min lille professor og min lille bandit, de er nogle gode og dygtige drenge, men det gør ondt langt ind i hjertet at de ikke giver mig sommer fugle i maven, eller at jeg ikke bliver rørt på samme måde som jeg oplever andre forældre gør.

Men det er ikke noget man snakker om, har aldrig mødt en anden mor der har det som mig, som har tilknytnings problemer til deres børn. Efter jeg var med til at oprette Forældre med borderline på facebook er jeg stødt på flere mødre og selvom det ikke er rart at have det sådan er det rart for mig at se jeg ikke er den eneste der har det sådan. Men idag skal vi alle være så perfekte mødre, der knus elsker vores børn ud over alle grænser. Men hvor i samfundet passer jeg så ind?? Jeg er jo ikke en dårlig mor, de får krammere, kys, omsorg, opmærksomhed, rent tøj, mad osv, men jeg giver mig ikke 100% for det ved jeg ikke hvordan man gør. Jeg er igang med at lærer det, og tidligere indlæg viser jo også at jeg har gode dage med dem (Læs her)

Er der nogen der sidder med en løsning, for jeg gør ikke. Jeg har overvejet at forlade dem helt, forsvinde ud af deres liv og så kan Jesper finde en “normal” kone der kan give dem det jeg ikke kan. Jeg har overvejet at flytte og så kunne vi stadig være kærester og jeg kunne komme på gode dage og være sammen med dem. Jeg har overvejet selvmord. Og sidste mulighed er at blive, kæmpe min røv ud af bukserne, håbe på at mine børn engang forstår og tilgiver mig. Og lige nu hælder jeg mest til sidste mulighed! <3

Og hvorfor kommer det her indlæg nu? Fordi jeg havde en rigtig dum aften igår, diskuterede med Jesper og igen når jeg bliver presset forsøger jeg at stikke af, fordi jeg handler på mine følelser her og nu. Og når tingene ikke kører perfekt eller ikke lever op til mine egne sky høje forventninger, eller jeg føler mig trængt op i en krog så bailer jeg, HÅRDT! Så vil jeg aller helst stikke af og glemme det hele. Fordi vi endnu engang havde snakken om jeg skal blive eller ej, om hvad jeg egentlig tilfører denne her familie, andet end mit svingende humør, manglende overskud og den mærkelige masse indeni som burde være betingelsesløs kærlighed, om det nogensinde bliver bedre. Erkendelsen af at jeg ikke er som andre mødre er simpelthen for hård.

Er jeg så egnet til at være nogens mor? Det kæmper jeg med hele tiden. Er de egentlig ikke bedre tjent uden mig? Må man godt forlade sine børn?

Hvad er det der gør jeg ikke mærker det som alle andre gør? Jeg har lukket rigtig meget ned for mine følelser igennem livet, og to børn var ikke nok til at åbne op, men jeg håber det kommer, så jeg kan nyde dem som de fortjener! <3

Kys fra Frøken Diva... <3