Reflektioner over ugen.

Endnu en uge med knald på er gået.

Jeg har fundet ud af i denne uge hvorfor jeg nogen gange dykker i humør (eller en af grundende) At få et nej til henvisning af egen læge føltes som en afvisning. Som om at jeg ikke er syg eller syg nok til at få hjælp. Og det sætter gang i mit hoved, ubevidst til at starte med og noget mere bevidst når jeg får alt gennem analyseret. Når alt er vendt og drejet en million gange, kan jeg godt se det i den grad påvirker mit humør, min stress tærskel, min måde at agere på. Jeg måtte hele vejen på psykiatrisk skadestue for at få et lille håb igen om at kunne få hjælp. Og humøret har været i top siden jeg kom hjem torsdag.

Hver gang jeg føler tingene går lidt i den gode retning så sker der altid noget der sætter mig tilbage.

Jeg fik tilkendt et 5 årigt ressource forløb! Jubi. Det var så fantastisk. De var alle enige om jeg skulle have terapi igen, skulle have hjælp til medicin og have en støtte kontakt person. Jeg holder min del af aftalen (at ringe til egen læge og bede om en henvisning til psyk) Jeg er stadig kamp klar, tingene går ok. ikke fantastisk, men heller ikke sort hul agtigt. Læge siger nej til henvisning, bum siger humøret!! Og det giver jo meget god mening. Man flyder med på en god bølge, man gør det man skal, det er motiverende at der skal ske en masse nye ting og så kommer der en og stikker en stor fed kæp i ens lykkehjul!

Tak for lort, nu har jeg så rodet rundt hernede i det lorte sorte hul igen, hvor jeg hader at være, men som nogen gange føles så velkendt at jeg nogen gange overvejer at blive dernede, for hvad faen nytter det at kravle op gang på gang når man bliver losset lige derned igen af en eller anden emsig læge der bare mener man har brug for en coach!!

JEG HAR KRAFTEDME IKKE BRUG FOR EN COACH!

Jeg har brug for noget terapi og medicin, der kan lade mig bliver på jorden, så jeg kan fylde det sorte hul op og lukke det helt til. Jeg er så træt af fordomme omkring borderline. Træt af at føle jeg skal retfærdiggøre hvis jeg kommer til lægen angående et ømt bryst feks, første gang blev jeg afvist. Er det så fordi jeg har borderline de afviser mig, jeg vil nok bare have opmærksomheden! Ofte kan jeg faktisk ikke overskue at gå til lægen, også derfor jeg så ender med en nyrebækken betændelse og vagt læge istedet for en blære betændelse hvis jeg var gået til egen læge.

Hvis jeg siger til folk jeg lider af borderline, tænker halvdelen at jeg er en dramaqueen, opmærksomhedskrævende, manipulerende, udøver splitning. Siger jeg at jeg lider af emotionel personligheds forstyrrelse tror folk man er helt forkvaklet i sit følelses liv.

Ja jeg er meget sort/hvid i min tanke gang, har du først overtrådt min grænse, såret mig eller brudt min tillid har jeg svært ved at bibeholde en relation. Men det behøver man ikke en diagnose for at gøre. Jeg har ekstremt lavt selvværd, jeg stoler ikke på hvad andre mennesker siger til mig, men der er mange uden en diagnose der lider af dårligt/lavt selvværd. Jeg har svært ved at læse situationer, svært ved relationer, jeg har temperament, jeg er utålmodig, jeg er meget dårlig til at passe på mig selv. Samtidig er jeg meget konfliktsky, får ikke sagt fra, går ikke amok på andre for at have en anden mening end mig.

Jeg undre mig tit over hvad andre tænker når jeg fortæller jeg har borderline.