ARGH!

Lige nu sidder jeg med en følelse jeg ikke kan finde ud af. Måske er det en reaktion på at det går godt med medicinen, så nu burde jeg jo så nærmest være lykkelig?!

Jeg kan kun få et kort forløb i psykiatrien, der er blevet rykket 3 gange nu for støtte kontakt person og drengene skal ikke på ferie hos Hanne og Niels alligevel. Hanne er blevet opereret og er ikke klar. Og selvfølgelig skal hun være det!!! Men det ændre ikke på at jeg er ked af det, havde sådan glædet mig til en uges ferie med Jesper. Jeg havde inviteret ham ud og spise fredag, vi skulle ud og kigge bil, rydde op herhjemme og bare hygge os sammen. Nu bliver drengene sendt i børnehave og vuggestue og så får vi nogle timer sammen og kan hygge lidt der. Og ja de er afsted mens mor og far holder ferie.Men jeg magter ikke at have 2 børn med ud og se på bil eller have dem rendende når vi skal have ryddet op over det hele.

Jeg føler mig fanget i det her hul af at der intet sker, jeg kan ikke selv løfte opgaven. Det går godt med humøret! Jeg flipper ikke ud, jeg snakker pænt og roligt til børnene OG Jesper. Men jeg føler mig magtesløs. Nu skal jeg igen ud og finder andre alternativer til behandling, når psyk kun vil give mig et genopfrisknings forløb. Bliver det nogensinde bedre? Skal jeg leve på den her måde de næste 30-35 år? Det kan jeg ikke, ikke uden at smadre dem omkring mig. Det er et spørgsmål om tid inden folk får nok af mig, får nok af Frøken Diva!

Selvom jeg bliver bekræftet i at “normale” mennesker også har de problemer jeg har, så er det ingen trøst lige nu. Jeg kan kun se alt det jeg selv gør galt. Heldigvis har jeg en sindsyg god selvindsigt og erkendelse. Jeg ved hvad jeg gør galt, jeg kaster ikke skylden hen på andre.

Det er ikke andres skyld mine unger slås, råber og skriger. Det er fordi de spejler sig i mig.

Jeg er stresset og presset. Jeg stresser over at denne måned har været ualmindelig hård økonomisk, det giver mig ondt i hjertet og maven.

Jeg stresser over at jeg hele tiden har den lorte facade på, som viser mig med totalt overskud, når jeg inderst inde ikke kan finde ud af at leve livet!

Jeg gør alle de ting en mor/kone skal. Så jeg burde være voksen ikke? Jeg vasker tøj, støvsuger, laver mad, henter børn, giver dem bad, klipper deres negle, kysser og krammer dem osv osv osv. Alligevel ser jeg ikke mig selv som voksen. Alle de andre er de voksne. Alle de andre der laver nøjagtig det samme som mig hver dag. De er de voksne. Jeg ser mig selv ofte som et barn eller en teenager. Og jeg tror jeg er fastlåst i mine teenage år, der hvor jeg skulle have udviklet mig, fået egne meninger og holdninger. Lært hvor mine grænser går. Jeg havnede som 17 årig i et forhold hvor jeg var den voksne, ikke ham (som var 5 år ældre) Jeg blev kone, elskerinde, bank dame, rengøringskone, kok, værtinde, you name it. Jeg stod som 17 årig og skulle styre økonomien, indkøb, sørge for at vi ikke manglede noget, hele tiden være på. Og jeg klarede det ikke særlig godt. For jeg var kun 17 år!!!!!

Nu sidder jeg her som 36 årig og aner ikke hvem fanden jeg er! Jeg er piv ringe til økonomi, tænker ikke over hvad jeg bruger mine penge til. kan ikke finde ud af at spare op. Jeg kan ikke sige fra, jeg kan ikke sige min mening, jeg er hele tiden bange for at såre nogle, jeg pleaser, vores hjem roder altid, kan ikke sætte tingene i system, kan ikke strukturere, passer ikke på mig selv, kan ikke finde ud af mine følelser for andre mennesker.

I mine øjne er jeg ikke voksen. På papiret er jeg, og i min opførsel er jeg. Hvis du som fremmed så mig ville jeg jo ligne enhver anden 36 årig gift mor til 2.

Men jeg føler mig ikke voksen 🙁 Selvværdet er i bund.

Jeg har lige ringet til J-hypnose her i Vejle, og han kan selvfølgelig ikke behandle borderlinen, men det lave selvværd kan han rykke ved. Så det vil jeg vende med Jesper.

Lige nu har jeg lyst til at grave mig ned under min dyne 🙁

Kys fra Frøken Diva... <3