Ond cirkel.

Selvom solen skinner, drengene elsker legplads, sæbebobler og det hele ser skide lykkeligt ud, så er jeg fanget i en meget stor ond cirkel.

Jeg er drevet derud hvor jeg ikke kan rumme mine børn! Jeg kan ingen hjælp få nogle steder, ingen stemnings stabiliserende medicin, så har ingen redskaber til når hovedet bliver fyldt.

Jeg er fyldt i mit hoved over at Mads-Emil konstant spørger om alt, flere gange det samme, som gør jeg undre mig om han overhovedet hører efter når man fortæller ham noget.

Jeg er fyldt i mit hoved over at han svare igen konstant, laver øjne og ansigter ad mig, brummer og siger ja ja.

Jeg er fyldt i mit hoved over han hyler i vilden sky når der bliver sagt nej til ham.

Fyldt over at han skaber sig så meget at han er ved at kaste op til sidst.

Fyldt over Malthes voldsomhed, at han hiver i mig, slår, bider, kradser og skubber hjemme og i vuggestuen.

Fyldt over at vuggestuen siger det er nødvendigt at skærme ham, men de har ikke kontaktet os angående en plan for hvordan vi får det vendt velvidende at vi har en familie konsulent til netop den slags problemer og adfærd.

Fyldt over at der ingen hjælp er at hente når det tydeligvis ødelægger min familie fuldstændigt at jeg har det sådan her.

Fyldt med tanker om at det er min skyld drengene reagere som de gør.

Fyldt over jeg glemmer aftaler.

Fyldt over at jeg skal igang med et læge skift.

Jeg er fyldt til randen. Jeg orker snart ikke mere.

Hver eneste morgen er der konflikter, hver eneste eftermiddag er der konflikter. Jeg har ondt i maven når jeg skal aflevere og hente børn. Jeg har ondt i maven når jeg skal være alene med dem. Jeg har ingen tålmodighed med dem i øjeblikket. Jeg retter konstant på dem, siger nej, bliver irretreret over den endeløse strøm af krav, spørgsmål, sang og snak.

Jeg råber, snerre, tager fat og undskylder i et væk og det er på ingen måde fair over for drengene.

Jeg er en god mor, jeg er bare magtesløs lige nu fordi jeg ikke ved hvordan jeg bryder den her onde cirkel. Jeg er dybt frustreret over hvordan jeg opfører mig. Jeg er flov.

Når jeg har det sådan er en tur på legepladsen totalt uoverskuelig. Jeg kan næsten ikke holde ud at være alene med dem.

Nu skal jeg igang med læge skift, vi skal til møde i vuggestuen sammen med familie konsulenten, der vil jeg presse på at Malthe kommer over i børnehaven. Jeg tror han mangler udfordringer, sprogligt, socialt og motorisk.

Jeg venter på at høre noget angående støtte kontakt person.

Jeg venter og venter og imens bliver situationen uholdbar herhjemme. Jeg frygter mit temperament løber af med mig på et tidspunkt. At jeg i bar frustration får gjort børnene noget jeg kommer til at fortryde.

Jeg er presset lige pt!! MAX. Føler min hjerne er en 8 sporet motorvej.

Kys fra Frøken Diva... <3