En fødsel der påvirkede min tilknytning til mit barn!

Som skrevet i et andet følelsesmæssigt indlæg har jeg svært ved at mærke kærligheden til mine børn, et indlæg der var rigtig hårdt at skrive, for jeg var meget ærlig og det er et emne der er meget tabu omkring. Jeg ved godt at nogle af mine tilknytnings problemer kommer af min borderline, men jeg er overbevist om at fødslen af Mads-Emil og dagene efterfølgende også spiller en stor rolle.

Jeg lider af pcos og har altid fået af vide at jeg nok ikke kunne blive gravid naturligt, og det kunne jeg ikke (ihvertfald ikke med Mads-Emil 😉 ) Jeg blev gravid i første hug hos fertilitets lægen, jeg havde to måneder forinden fået konstateret type 2 sukkersyge, så da jeg opdagede jeg var gravid blev jeg henvist til Skejby sygehus. Det var et meget rodet forløb, ingen styr på indkaldelser, eller bestilling af medicin og meget udstyr virkede ikke.

Jeg var oppe til kontrol om torsdagen og de konstaterede at jeg havde svangerskabs forgiftning, så de ville sætte mig igang om lørdagen. Lørdag morgen fik jeg to stikpiller lagt op og fik ret hurtigt veer, men omkring aftentid var der intet sket, så fik noget medicin der fik veererne til at stoppe. Fik en god nats søvn og vi startede forfra søndag morgen. Hurtigt fik jeg veer igen og omkring kl 18 gik vandet. Min mor var kommet fra sjælland for at være med, vi vidste at når Mads-Emil var født skulle han med det samme på børne afdelingen på grund af min sukkersyge, børn af sukkersyge patienter er ikke født med den “madpakke” andre børn er, som gør at de klare sig til mælken løber til. Så får at en kunne gå med Mads-Emil og en kunne blive ved mig kom min mor. Vi fik en rigtig sød jordmoder, men fra starten var der problemer, drop stativet til ve droppet virkede slet ikke, følte mig en smule presset til en epidural, som faktisk gjorde mig lam fra livet og ned. Fik sat en ctg på, men den virkede heller ikke, så lå hele natten og trykkede på en knap hver gang jeg havde veer, mens Jesper og min mor skiftedes til at sove. Klokken 06 mandag morgen havde jeg kun åbnet mig 1 ½ cm, så jordmoderen snakkede om at et kejsersnit måske var nødvendigt, så det skulle vi lige snakke om. Mit fostervand var små grønt og det var ikke så godt, så da jordmoderen kom tilbage en time senere og jeg ikke havde åbnet mig yderligere blev vi enige om kejsersnit. Dagvagterne overtog og de mente jeg skulle starte op på ve drop igen, den anden jordmoder havde stoppet det da Mads-Emil dykkede på kurven hver gang hun skruede op for det, samtidig stod de ude på gangen og snakkede bag ryggen på den jordmoder der havde været der hele natten. Den nye jordmoder kom ind og en smule demonstrativt sagde hun at jeg måtte FÅ mit kejsersnit. Som om det var noget jeg havde bestilt! Jesper skulle stå klar til at gå med Mads-Emil på børne afd og min mor gik med ind på operations stuen. Derinde blev jeg spændt fast og vippet en smule, mens en narkose spl gjorde klar. Mens hun gjorde klar snakkede hun løs om en eller anden kål kur jeg skulle på når jeg havde født, for at tabe mig. Var bange, snot forvirret og var ved at miste fatningen over narkose spl som oveni i hendes snakkeri nærmest smed rundt med drop stativer. Ind kommer lægerne og jeg får fortalt at kejsersnittet kommer til at forgå på engelsk da den ene læge ikke snakker dansk!!! Lige der er jeg klar til at stikke af fra det hele! Men det kan jeg jo af gode grunde ikke!

Det er så surrealistisk at ligge der og kan mærke de roder rundt inde i ens mave, og pludselig kan jeg hører Mads-Emil græde! Jeg får lov til at snuse til ham, og så suser de afsted på børne afd med ham. Bliver syet og sendt på opvågning, min mor har taget billeder og dem ser jeg mens jeg ligger der, totalt bombet. Har ikke sovet i 30 timer, jeg er sulten og tørstig og mit barn ligger på børne afd. Bliver kørt op til ham et par timer senere, men jeg er ved at omkomme af træthed, så bliver kørt ned på min stue og en time eller to senere kommer Jesper ned med Mads-Emil. Om aftenen kører Jesper og min mor hjem, for vi finder ud af i forvirringen af det koster 150,- i døgnet plus mad for Jesper hvis han skal overnatte, vi havde fået af vide det kostede “basseøre” Og det var mange dage og ikke noget vi havde sparet op til. Personalet kommer og henter Mads-Emil så jeg kan sove et par timer, de kommer ind med ham 2 gange om natten så jeg kan amme, og klokken 7 tirsdag morgen får jeg ham ind. Nu er jeg mor og han er mit ansvar! På det tidspunkt har jeg kun holdt mit barn få gange i det første døgn! Damen der skal lave hæl prøve på ham ender med at skære i ham 3-4 gange, intet virker på stuen, stik kontakter, lænestol, tv og intet bliver fyldt op i skuffer eller skabe. Personalet vil have jeg skal bruge en brystpumpe for at få gang i mælken, men ledningen er en ½ meter kort, så sidder helt ude på kanten af sengen og forsøger at nå den lorte maskine! Jeg har en gammeldags seng, ikke en elektrisk. Ender med at sidde fast i den, efter at have ammet, havde jo taget senge hestene op, men kunne ikke få dem ned igen, måtte ligge Mads-Emil i enden af sengen, kante mig over hovedgæret, som jeg heller ikke kunne få ned, med drop og hæfte klammer for at nå den røde snor til at kalde på personalet. Spørger om jeg må få en elektrisk seng, det har de ikke!?! WHAT! Jeg er skåret i, fyldt med hæfte klammer, drop og har ondt som en i helvede og så vil de have jeg selv skal kunne manuelt trække hovedgære og senge hest op!!

Vi kommer hjem om onsdagen, på trods af jeg ingen mælk har, får at vide jeg skal supplere med kop, hvordan? Fredag ringer jeg grædende op på afd og spørger hvad jeg skal gøre, der er stadig ingen mælk, og har en baby der er bund ulykkelig. Jamen der kan gå flere dage inden mælken løber til når du har fået kejsersnit siger spl i telefonen. Det havde de lige glemt at informere om, Jesper ud og finde en sutteflaske og så fodre ulykkelig baby og om aftenen kom mælken!!

Jeg var/er så skuffet over forløbet på Skejby sygehus og jeg tror i mit hjerte at det første døgn hvor jeg nærmest ikke rørte ved ham, gjorde noget for vores tilknytning. Jeg blev ikke ramt af overvældende moder følelser og kærlighed. Jeg havde travlt med at hele, få ting til at fungere på en stue hvor intet fungerede, jeg var mærket af forløbet, der kom ingen og snakkede med mig, andet end jeg fik af vide at jeg sangtens kunne føde naturligt hvis vi skulle have flere børn.

Idag hører man om hud til hud kontakt ved kejsersnit, men det fik jeg ikke, måtte ikke engang holde ham!

Og det gør så ondt at jeg ikke bare kan overvælde ham med moder følelser.

Det blev lidt langt <3

Kys fra Frøken Diva... <3