Uha det er længe siden!

Jeg har været rigtig rigtig stille i lang tid!

Jeg kom hjem fra sygehuset den 10 august og medicinen har bare hjulpet 🙂

Jeg har ro på, overskud og kan rumme mine børn.

Grunden til at jeg har været så stille er at jeg har skærmet mig selv et godt stykke tid, for at fordybe mig i min familie. Jeg arbejder hver eneste dag med mine redskaber, trækker vejret dybt ned i maven. Forsøger at bruge redskaberne inden det hele eskalere,og jeg har IKKE haft et eneste Diva anfald siden den 10 august!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Jeg udfordre mig selv! Handler med børnene, er alene med dem i nogle timer ad gangen, de hjælper mig med madlavning, vi spiller spil, læser, hører musik og danser. Jeg har selv været med børnene til tandlæge og jeg har været i svømmehallen med Jesper og drengene. Ting jeg har haft rigtig svært ved, ting jeg har været sindsyg ked af over jeg ikke kunne rumme.

Min støtte kontakt person er helt fantastisk, hun formår virkelig at ændre min tanke gang. Jeg er begyndt at se anderledes på mig selv, hvem jeg er som person, hvad jeg vil finde mig i! Min måde at se mig selv på er i den grad blevet udfordret og jeg kan ærligt sige lige nu: Jeg er sgu da lækker nok 😛

 

Og samtidig har jeg fundet ud af hvem der virkelig er der for mig, selvom jeg har lukket af for den sociale verden 🙂

Der er stadig forhindringer, livet er ikke rosenrødt, vi kæmper en brav kamp for at få drengene til at hører efter, Mads-Emil skaber sig endnu mere end han plejer, hvilket nok er fordi han er død forvirret over at jeg nu tager kampene med ham og ikke giver efter. Han har fået 2 spille dage om ugen og det har fjernet alt tiggeriet resten af ugen, vi bruger stadig PMTO redskaberne og vi er meget obs på begge børn.

Vi putter meget, jeg er blevet lukket mere og mere ind i hans verden. Jeg læser godnat historier for ham, vi ligger i ske om natten når han kommer ind i vores seng. Og langsomt er han ved at snige sig helt ind under huden på sin mor <3 Jeg kan mærke min kærlighed til ham på en helt anden måde, jeg giver mig selv lov til den umiddelbare kærlighed fra ham uden at blive skræmt og stikke af.

Malthe er blevet 3 år og er nu en rigtig stor dreng med glimt i øjet, charme smil og ild i røven 😉

Er jeg så rask?? Nej men jeg er godt på vej i min recovery og det er det vigtigste. Jeg er faktisk så langt at jeg er blevet spurgt om jeg ville være gruppeleder for Borderlinenetværkets facebook grupper. Og det har jeg sagt ja til. Pia som i sin tid dannede Borderlinenetværket så en masse ting i mig som jeg ikke lige havde set selv 🙂 Og det gav mig troen og modet til at forsøge at udfordre mig selv.

Jeg er god nok, jeg kan, jeg lærer, jeg kæmper, jeg klare det!

 

Kys fra Frøken Diva... <3